Systemadministrator

Vi er i en rivende udvikling og søger derfor flere hænder til vores team af systemadministratorer.
Stillingen:
Som systemadministrator bliver din primære opgave at lave nyudvikling og varetage den daglige drift af vores serverpark, som vi selv hoster og som er baseret stort set udelukkende på open source software. Vi er underlagt forskellige certificeringskrav og har derfor stort fokus på dataintegritet, sikkerhed, adgangskontrol osv. Ligeledes håndterer vi meget store mængder data og trafik, og det er derfor vigtigt, at du har øje for performanceoptimeringer.

I jobbet får du i høj grad selv mulighed for at påvirke din arbejdsdag, og det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og prioritere egne opgaver. Du vil have mange bolde i luften, og kan muligvis ikke altid gribe dem alle, men du er løsningsorienteret og ved, hvad der er vigtigst. Hvis det hele brænder på, har du en pragmatisk tilgang til opgaveløsning. Du vil indgå i et team af 4-5 kollegaer med lignende opgaver, hvor I selv prioriterer jeres opgaver på daglige morgenmøder.

Om dig:

  • Du behersker Linux på administrationsniveau
  • Du har erfaring med hosting af Linux
  • Du har erfaring med opsætning og administration af netværk
  • Du er engageret og sætter en professionel løsning højt
  • Du kan arbejde struktureret og holder hovedet koldt i pressede situationer
  • Du trives med mange skiftende arbejdsogaver

Om os:
CEGO A/S har eksisteret siden 2000 og står blandt andet bag spillesiden www.komogvind.dk. Vi har udviklet mere end 80 spil, og siden findes i syv forskellige lande! Siden 2012 har vi også drevet casinosiden www.spilnu.dk, som i dag er Danmarks andenstørste online casino. Desuden driver vi Magnetgaming.com, som står for udlejningen af vores casinospil til udbydere både i Danmark og i udlandet. CEGO A/S er ejet af Danske Spil A/S og tre Aalborgensiske iværksættere.

Du kommer til at arbejde fra vores nye lækre kontor ved havnen i Aalborg, hvor vi beskæftiger 80 medarbejdere i forskellige afdelinger. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med et godt samarbejde på tværs af afdelingerne og en flad struktur, så der er aldrig langt fra idé til handling.

Løn:
Vi har en attraktiv lønpakke med pension og sygesikring, samt de bedste forhold i byen med blandt andet egen kantine og lækker frokostordning, stort fitnessrum, sundhedssikring, fleksible arbejdstider og meget andet.

Ansøgningsfrist:
Er du vores nye systemadministrator? Så send din ansøgning og CV til jobs@cego.dk. Vi behandler ansøgningerne løbende og besætter stillingen, når den rette kandidat dukker op. Tiltrædelse efter aftale.

Ved spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på jobs@cego.dk.